Efter at have besteget en lang stige er vi på et plateau på højde med elefantens ryg. Her er en – ganske ubekvem – jernsofa, hvor vi tager plads. Mahut’en sidder på sin vante plads på dens nakke og styrer dyret ved signaler med fødderne, hvor den trykkes bag øerne. Da vi har sat os til rette, begynder giganten på elegant vis at vugge afsted. Op og ned ad smalle stier går vi dybere og dybere ind i junglen, alt i mens den vuggende gang begynder at miste sin besnærende følelse og mere minde om en jolle i høj sø.
Undervejs påpeger mahut’en et tilsyneladende uimponerende edderkoppespind indtil vi pludselig ser spindets herre, som troner i midten i al sin gule og sorte pragt og ellers ret betragtelige fylde!!! Ieks!
Nu er tanken er ledt ind på farlige dyr, og jeg spørger lidt forsigtigt: ”Snakes?”. Mahut'en griner bredt, nikker og peger ned på en træstamme på tykkelse med mit lår (anno 2010). Og dermed er mit spørgsmål besvaret. Der ikke bare findes slanger, de findes også i monster størrelse. Herefter hopper Mahut’en fra Oliver og Nicks elefant ned på jorden for først og fremmest at agere turistfotograf, men også for at Oliver kan være Elefantfører for en stund. Mahut in spe.
Det store dyr bevæger sig fortsat godmodigt afsted, og pludselig ser jeg Olivers yndlingsscene fra Løvernes Konge for mit indre øje. Den hvor gnuerne bisser. Kan elefanter løbe løbsk? Det kan de vel – og så syntes vores store dreng pludselig meget meget lille. Og Nicolai også for den sags skyld.
Men alt gik som det skulle, elefanten med, og vi begav os mod en lille sø for enden af et vandfald, hvor elefanterne fik sig en velfortjent dukkert. Og det sammen med de turister, som havde revet sig og betalt 100 kr ekstra for en mindeværdig oplevelse og et ekstra billede på væggen. :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar